En 51-årig mand er sigtet for grov vold ved at stikke en anden mand i Nykøbing Falster.

Politiet har søndag formiddag anholdt en 51-årig mand, som sigtes for at have stukket en mand på 63 år med kniv. Manden er blevet anholdt på gaden i Marielyst.

Det oplyser vagtchef Jan Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Forbrydelsen skulle være begået ved kolonihaverne Sommerlyst i Nykøbing Falster. Her blev den 63-årige ramt af en kniv i ryggen, og det er ifølge politiet den anholdte, som står bag forbrydelsen.

Manden, der blev stukket i ryggen, blev umiddelbart efter overfaldet meldt uden for livsfare.

Ifølge vagtchefen kender de to mænd kun hinanden overfladisk.

- De har ikke noget udestående med hinanden, men de bor i samme område, og det er sådan, de har kendskab til hinanden, siger vagtchefen.

Politiet kender søndag formiddag endnu ikke motivet til overfaldet. Den formodede gerningsmand blev anholdt klokken 09.12 og kørt til afhøring.

Den 51-årige er sigtet for grov vold, og han skal efter planen fremstilles i grundlovsforhør mandag, hvor han i så fald begæres varetægtsfængslet.

Man skal fremstilles for en dommer, inden for 24 timer efter at man er blevet anholdt, så dommeren kan afgøre, om der er grundlag for fængsling, eller om man skal løslades.

/ritzau/