En 42-årig mand påkørte ifølge politiet med vilje en 13-årig dreng søndag eftermiddag i Risskov.

Det skriver Østjyllands Politi i et uddrag af politikredsens døgnrapport.

Manden sigtes for grov vold og fareforvoldelse, og en anklager ventes mandag at kræve ham varetægtsfængslet.

Ifølge politiet var den 42-årige angiveligt blevet vred over larm fra drengene og kørte derfor efter dem i sin bil igennem stisystemer og veje i området, før han ramte den 13-åriges baghjul med bilen.

Den 13-årige blev ved påkørslen slynget af cyklen. Efterfølgende blev han kørt på hospitalet til undersøgelse, men kom ikke umiddelbart kritisk til skade.

Politiet kørte søndag ud med flere patruljer til stedet, hvor betjente afhørte drengene. En anden patrulje kørte hjem til den 42-årige mand, hvor han blev anholdt og sigtet i sagen.

Manden bliver mandag klokken 13.00 stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Det er her, at en anklager ventes at kræve manden varetægtsfængslet.

Politiet oplyser ikke, hvordan den 42-årige mand stiller sig i sagen.

RITZAU