Manden, der blev skudt på Finsensvej, er ifølge politiet alvorligt såret. Ingen er anholdt for skyderiet.

Politiet har afspærret Finsensvej på Frederiksberg i København, hvor en ung mand tidligere på aftenen blev ramt af skud, angiveligt i brystet. Her forsøger man nu at sikre spor, ligesom hundepatruljer også er på stedet for at afsøge området, fortæller TV 2 News. Københavns Politi har over for Berlingske Nyhedsbureau oplyst, at manden er skudt og alvorligt såret. Om han er i livsfare, er der dog ikke nogen forlydender om. Han er blevet bragt til Rigshospitalets traumecenter, hvor han bliver behandlet.

Mindst ni politibiler og civilvogne blev sendt ud til skyderiet ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger, men ingen er anholdt.

Selve Finsensvej er blokeret af en bybus, der holder på tværs, skriver bt.dk, og politiet er i gang med at undersøge en passage mellem en butik og en boligblok tæt på krydset ved Finsensvej og Nordre Fasanvej.

Skyderiet er det seneste af en række episoder. Og bare inden for de seneste tre dage er der på tre forskellige steder blevet trykket på aftrækkeren.

Mandag blev en 19-årig ramt af en kugle i Skovlunde, da en maskeret mand sendte flere skud af sted. Han blev ramt i låret, mens også jakken blev snittet.

Tirsdag eftermiddag var en yngre mand målet, da et eller to skydevåben blev affyret fra en bil ved et lille center i Høje Gladsaxe nord for København. Manden blev dog ikke ramt. I stedet gik det ud over et pizzaria og en kiosk.