Mand på motorcykel er død efter ulykke på motorvejen ved Vejle
Politi, ambulance og brandvæsen blev torsdag formiddag alarmeret om ulykke på motorvejen ved Vejle Nord.
Politi, ambulance og brandvæsen blev torsdag formiddag alarmeret om ulykke på motorvejen ved Vejle Nord.
En motorcyklist har torsdag mistet livet i en trafikulykke på E45-motorvejen i sydgående retning ved tilkørslen Vejle Nord.
Det oplyser politiet ifølge Vejle Amts Folkeblad.
Politi, ambulance og brandvæsen blev kaldt ud til stedet, skrev Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update klokken 12.11.
Også en lastvogn var involveret i ulykken, som skete på et sted, hvor der normalt er megen trafik.
Den afdøde er en mand, og han blev erklæret for død på stedet, oplyser politiets vagtchef til Ritzau.
Politiet fik anmeldelse om ulykken klokken 11.37, og hvis trafikanter så, hvad der skete og ikke har talt med politiet, kan de eventuelt henvende sig ved at ringe til 114.
Ved 16-tiden kan vagtchefen ikke udtale sig om de nærmere detaljer. Forløbet vil blive undersøgt af en bilinspektør.
/ritzau/