Mand overrasket i spabad: Nu beder politiet offentligheden om hjælp


En 53-årig mand fik sig noget af en overraskelse, da han mandag morgen sad i sit udendørs spabad på sin ejendom i Randers.
For umiddelbart efter han havde sat sig til rette i badet, der står i baggården, åbnede døren til hans skur.
Ud kom en mand, som den 53-årige aldrig nogensinde havde set før, og over skulderen havde manden en sportstaske.
»Da den 53-årige mand spurgte, hvad manden lavede, satte han farten op og gik mod porten og udgangen fra baggården. Den 53-årige løb efter ham og fik halet ind på ham, da han havde svært ved at få porten op,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 53-årige mand fik fravristet manden sportstasken, hvorefter den fremmede mand løb fra stedet ad Von Hattenstræde mod nord.
Politiet mener, at den fremmede mand formentlig er kommet ind i baggården ved at kravle over hegnet på bagsiden.
Manden bliver beskrevet som:
30-35 år
180-185 cm høj
Almindelig af kropsbygning
Lys i huden
Kort, brunt hår
Aflangt ansigt med fremtrædende fortænder og skægstubbe
Talte dansk
Var iført en grå eller sort kedeldragt/flyverdragt
Politiet hører gerne fra vidner, der kan have set manden i området tidlig mandag morgen. Har du set noget, kan du kontakte politiet på 114.