Mand overfaldt tre kvinder i København og får otte års fængsel
Ved to metrostationer i København udså 38-årig mand sig ofre, som blev truet med kniv. Han udvises af Danmark.
Ved to metrostationer i København udså 38-årig mand sig ofre, som blev truet med kniv. Han udvises af Danmark.
En sag om en særligt grov voldtægt og to forsøg på voldtægt i København har ført til en dom på fængsel i otte år.
De tre ofre i sagen er kvinder, som den 38-årige gerningsmand ikke kendte i forvejen.
Han fik øje på kvinderne ved metrostationerne Poul Henningsens Plads og Enghave Brygge i København, hvorefter han overfaldt dem, oplyser Københavns Politi om tiltalen i sagen.
Manden brugte kniv som trussel, da han begik forbrydelserne.
Først forsøgte han at begå voldtægt mod to kvinder på årets sidste dag i 2024, og nytårsdag skred han til en fuldbyrdet voldtægt af den tredje kvinde.
I alle tilfælde var der tale om voldtægt under "særligt skærpende omstændigheder", oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi.
Dommen over Hakan Cengiz er blevet afsagt onsdag af Københavns Byret, som også har tilkendt ofrene erstatning for tort.
Hakan Cengiz, der er tyrkisk statsborger, er blevet udvist af Danmark. I seks år har han fået forbud mod indrejse.
I sagen indgår i øvrigt også grov vold og trusler.
Den 38-årige har anket byrettens dom til Østre Landsret.
/ritzau/