Fredag aften modtog politiet en melding om et overfald med en økse i stationsbyen Grevinge.

En 30-årig mand blev hårdt kvæstet, efter at han fredag aften omkring klokken 18.30 blev overfaldet med sin egen økse. Politiet sendte flere patruljer til stedet, der straks fik sendt den tilskadekomne afsted i en ambulance.

Manden havde fået en 20 centimer flænge i hovedet. Samme aften blev to mistænke sigtet og afhørt i sagen - men kort tid efter blev de igen løsladt.

»Juristerne mente ikke, at der var stærke nok beviser til, at de to mistænkte kunne blive varetægtsfængslet. De vil senere blive kaldt til et retsmøde, men der er mange løse ender i den her sag. Det er utroligt svært at vide, hvem der er 'den onde' og 'den gode',« siger Midt- og Vestsjællands kommunikationsansvarlige, Carsten Andersen.

Politiet mangler stadig af afhøre en del personer i sagen, og derfor kan de heller ikke udtale sig om, hvad der helt konkret er sket.

»Vi ved endnu ikke, hvad der ligger bag overfaldet. Der er meget, der er uvist, så vi kan ikke sige mere på pågældende tidspunkt,« siger Midt- og Vestsjællands kommunikationsansvarlige.

De to mistænkte blev lokaliseret i et sommerhus i Vig-området efter de flygtede fra stedet i en bil.