Mand overfaldet i tog - mistænkt var lige blevet løsladt
En 25-årig mand blev mandag aften overfaldet og tilbageholdt mod sin vilje i 20 minutter i et tog.
En 25-årig mand blev mandag aften overfaldet og tilbageholdt mod sin vilje i 20 minutter i et tog.
En 25-årig mand blev mandag aften overfaldet og tilbageholdt i et tog mod Holbæk.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Politiet fik klokken 21.29 anmeldelsen om det umotiverede overfald, hvor det også fremgik, at den 25-årige var blevet tilbageholdt mod sin vilje i 20 minutter.
Det var ifølge politiet en mand, der var stået på i Roskilde, som havde udsat ham for trusler, spark og slag samt taget kvælertag på ham.
En passager i toget havde hjulpet den 25-årige væk fra overfaldsmanden, mens en anden passager alarmerede politiet.
Derfor kunne politiet stå klar på perronen, da toget ankom, og passagererne udpegede en 30-årig som gerningsmand.
Det viste sig, at den 30-årige tidligere på dagen var blevet løsladt fra fængslet. Det blev desuden vurderet, at han var påvirket.
Han skal fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Roskilde klokken 13.00, oplyser Thomas Kristensen, der er kommunikationschef i politikredsen.
RITZAU