En 46-årig mand, der søndag eftermiddag kom slemt til skade, da han væltede på el-cykel, er afgået ved døden.
Det oplyser vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
»Vi søger stadig vidner til at klarlægge omstændighederne,« siger han.
Ulykken skete ved krydset Exnersgade - Baggesens Alle i Esbjerg søndag eftermiddag omkring klokken 15.
Manden pådrog sig i forbindelse med ulykken 'alvorlig personskade', og han blev indlagt i kritisk tilstand.
Mandag morgen lyder meldingen fra politiet, at han efterfølgende afgik ved døden.
De pårørende er underrettet.
Ifølge Henrik Sønderskov var der umiddelbart ikke andre involveret i ulykken.
Politiet vil dog stadig gerne i kontakt med vidner, som så ulykken ske.