Et par er fundet døde i Møgeltønder i Sønderjylland. Politiet betragter det som mistænkelige dødsfald.

En mand og en kvinde blev lørdag eftermiddag fundet døde i en villa i Møgeltønder nær Tønder.

Indtil videre er Syd- og Sønderjyllands Politi tilbageholden med at komme med oplysninger, men politiet betragter det som mistænkelige dødsfald.

Parret var ikke i forvejen registreret som samlevende på stedet.

Politiet blev blandet ind i sagen, da en person fandt de to døde og derefter slog alarm.

/ritzau/