Det var en hårdt såret 68-årig mand fra Rønne på Bornholm, der natten til tirsdag selv alarmerede politiet og fortalte, at der lå to skuddræbte personer i det hus, han befandt sig i.

Det bekræfter vicepolitiinspektør fra Bornholms Politi, Peter Højgaard Jørgensen, over for bt.dk.

Manden var ved bevidsthed, da han ringede til politiet, men politiet har endnu ikke kunnet afhøre ham.

»Hospitalet melder, at han er stabil, men hvad der præcis ligger i det, ved vi ikke,« siger vicepolitiinspektøren.

Læs også: Pårørende skal identificere de dræbte

Ved halv fem-tiden tirsdag morgen udspillede der sig et blodigt drama i et byhus i Rønne centrum. To personer - en mand og en kvinde - blev dræbt af skud, mens en tredje, den 68-årige mand, blev alvorligt såret.

Tirsdag formiddag er Rigspolitiets kriminalteknikere og retsmedicinere på vej til øen for at deltage i efterforskningen.

»I øjeblikket er vi i fuld gang med afhøringer i området,« fortæller vicepolitiinspektøren.

Politiet har fundet et haglgevær på gerningsstedet, som man formoder er drabsvåbenet.

De to dræbtes identitet er endnu ikke endelig fastslået, men politiet kan ikke udelukke, at der er tale om husets beboere.

LÆS OGSÅ:

Peter Jørgensen ønsker på nuværende tidspunkt ikke at gå nærmere ind i, hvad motivet til drabene kan være.

»Det har vi slet ikke overblik over endnu, men det kan være en eller anden form for internt opgør,« siger han og afviser at forholde sig til, om der skulle være tale om et jalousiopgør, som flere medier skrev tidligt tirsdag morgen.

Ifølge vicepolitiinspektøren tyder det dog ikke på, at de tre er i familie med hinanden.

Det lader heller ikke til, at beboerne på Solskinsøen behøver at frygte, at der er en vanvittig gerningsmand på fri fod.

»Vore teori er, at gerningsmanden skal findes mellem de tre i huset, men vi kan ikke udelukke, at der kan være tale om en fjerde, der er forsvundet fra stedet, men det er ikke i den retning, vi målretter vores efterforskning lige nu,« siger Peter Jørgensen.