En 92-årig mand mistede livet, efter at han søndag aften blev reddet ud af et brændende hus i Dybvad i Nordjylland.

Og nu er hans kone, der også blev reddet ud af den brændende bygning, afgået ved døden på hospitalet. 

Det skriver TV 2 Nord, der har været i kontakt med politikommissæren fra lokalområdet. 

»Hun døde som følge af branden, da hun var alvorligt røgforgiftet,« siger Peter Skovbak, politikommissær fra lokalpolitiet i Frederikshavn til mediet. 

Manden afgik ved døden mandag formiddag, mens konen sov stille ind på hospitalet tirsdag. 

De pårørende er underrettet.

Politiet mener også at have fundet årsagen til branden.

Alt tyder nemlig på, at ægteparret havde tændt levende lys på juletræet, hvor der er gået ild i det. 

Ægteparret var begge dårligt gående, og formåede derfor ikke at komme væk fra branden, før røgdykkere kom og reddede dem ud.