Mand og mindreårig dreng alvorligt til skade i færdselsulykke
Drengen løb pludselig ud på vejen, hvorefter manden prøevde at få fat i ham.
Drengen løb pludselig ud på vejen, hvorefter manden prøevde at få fat i ham.
En forfærdelig hændelse fandt sted tirsdag i Jyllinge nær Roskilde.
Her skete der omkring klokken 18 en færdselsulykke, hvor en mindreårig dreng og en 64-årig mand kom alvorligt til skade.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
'Ifølge de foreløbige oplysninger løb drengen pludseligt hen over vejen og manden forsøgte at stoppe ham.'
'Men de blev begge ramt af personbilen, der ikke nåede at standse. Begge kom alvorligt til skade som følge af påkørslen,' lyder det i døgnrapporten.
Videre lyder det, at de begge var ved bevidsthed, da de blev hentet af ambulancer og fragtet til sygehuset.
I døgnrapporten nævnes der også en episode fra Solråd, hvor en 35-årig mand fra Frederiksberg væltede på motorcykel i høj fart.
'Han var ved bevidsthed, men blev kørt til behandling på sygehuset da det ikke kunne udelukkes, at han havde fået alvorlige skader som følge af uheldet,' lyder det i døgnrapporten.