Mand nikkede 14-årig en skalle efter kommentar om fodboldtrøje
Ifølge politi var det en uoverensstemmelse om en fodboldtrøje, der fik mand til at nikke en 14-årig en skalle.
Ifølge politi var det en uoverensstemmelse om en fodboldtrøje, der fik mand til at nikke en 14-årig en skalle.
En 37-årig mand blev torsdag eftermiddag anholdt og sigtet for vold, efter at han på banegården i Maribo havde nikket en 14-årig dreng en skalle.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en døgnrapport.
Den 14-årige havde forud for volden kommenteret en fodboldtrøje, som den 37-årige havde på, oplyser politikredsen til Ritzau.
Politiet kan ikke oplyse, hvilken fodboldtrøje der var tale om.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelsen om voldsepisoden klokken 15.29 og kunne klokken 16.12 anholde den 37-årige, som var på vej mod Nykøbing i et tog.
Manden blev ud over vold også sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han havde efter sigende også været højtråbende og truende over for andre rejsende på banegården i Maribo.
Efter en politiafhøring blev den 37-årige, som er fra Lolland, løsladt igen klokken 17.45 torsdag.
RITZAU