Grønlands Politi har fundet tegn på, at en savnet mand er faldet ned i en sprække i indlandsisen.

En mand formodes at have mistet livet i en ulykke på indlandsisen i Grønland i denne weekend.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.

Manden blev sidst på eftermiddagen lørdag meldt savnet i et område nordøst for Ilulissat i Vestgrønland.

Søndag har politiet besluttet at indstille eftersøgningen.

»Vi har fundet tegn på, at vedkommende er faldet i en sprække i indlandsisen,« siger politiets vagtchef Brian Thomsen til Sermitsiaq.

Han tilføjer, at det er overvejende sandsynligt, at den savnede er afgået ved døden.

Der er tale om en mand fra udlandet. Hans pårørende var med på ekspeditionen og er derfor underrettet, skriver Sermitsiaq.

/ritzau/