____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Håbet om at opklare mordet på Heidi Abildskov fra Virum, via en mystisk seddel efterladt i en taske på gerningsstedet, er blevet svækket.

Det er meldingen fra Nordsjællands Politi efter en mand fra Ishøj tirsdag har henvendt sig til Vestegnens Politi og forklaret, at han er ophavsmand til den mystiske seddel.

- Vi var af den opfattelse, at den kunne bringe os videre i efterforskningen, men nu viser det sig, at den er blevet omdelt i op mod 10.000 eksemplarer, fortæller vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi.

Politiet efterlyste ellers vidner tidligere tirsdag, som kunne fortælle om sedlens oprindelse. Alt sammen for at komme tættere på Heidis morder.



På den computer-skrevne seddel efterlyser en gruppe polakker brugt tøj, og det var netop baggrunden for det, at en mand fra Ishøj tidligere tirsdag henvendte sig til Vestegnens Politi, fortæller Henning Svendsen.

-  Han havde været med til at udforme teksten i et helt legalt ærinde for en hjælpeorganisation, så den kunne læses af danskere, som gerne ville donere tøj, fortæller Henning Svendsen.

VED DU NOGET, SÅ TIP BT PÅ 1929@BT.DK

Henning Svendsen ærgrer sig derfor over, at politiets efterlysning tidligere kan ses som en mistænkeliggørelse af polakkerne, som prøver at samle tøj ind til hjælpeorganisationen.

- Det er jo ikke sikkert, at der er nogen direkte forbindelse mellem sedlen i Heidi Abildskovs taske, og dem, som uddeler sedlerne, fordi sedlen kan jo være fundet i en skraldespand. Vi er dog overvejende sikre på, at sedlen må være medbragt af Heidis drabsmand, for ingen i Heidis familie kender til sedlen, siger han.Nordsjællands Politi skal nu til at afdække, hvordan sedlerne er blevet omdelt. Nummeret på sedlen er til en telefon med taletidskort, der aldrig har været aktiveret.