En 49-årig mand blev lørdag aften indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand efter en brand i et rækkehus i den nordjyske by Støvring.

Nu er der nyt om mandens tilstand.

Godt nyt, heldigvis.

»Han er meldt udenfor livsfare,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, René Kortegaard tidlig mandag morgen.

Branden blev anmeldt kort før klokken 22.30 lørdag aften.

Manden formåede selv at komme ud af huset. 

Han blev efterfølgende overført til Rigshospitalet, hvor han lå i kunstigt koma på grund af røgskader. 

Teknikere har været i gang på stedet, og de har fundet en mulig årsag til branden, idet det ser ud som om, der er blevet røget i sengen, oplyste Nordjyllands Politi til B.T. søndag.