En 78-årig mand har fredag mistet livet i en soloulykke i Sorø. Manden kørte af ukendte årsager ind i en bro.

En 78-årig mand mistede fredag aften livet i en trafikulykke.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, skriver B.T. lørdag morgen.

Manden kom kørende ad Skælskørvej i Sorø, da han rammer ind i betonkonstruktionen under en jernbanebro. Billeder fra stedet viser en hvid bil, hvis front og forrude er smadret.

Politiet kan lørdag morgen ikke sige noget om, hvorfor manden ramte broen. En bilinspektør har været på ulykkesstedet og foretaget undersøgelser for at kaste lys over ulykken, oplyser vagtchef Ole Hald til Ritzau.

Mandens pårørende er blevet underrettet.

Trods den voldsomme ulykke er der ikke sket skader på broen, beretter B.T.

/ritzau/