En midaldrende mand er fortsat i kritisk tilstand, efter han lørdag ved middagstid blev brutalt overfaldet på en villavej ved et børnehus i Svendborg. Den formodede gerningsmand er blevet sigtet og fængslet.

»Det sidste, vi har hørt er, at hans tilstand er uændret – at han stadig er i kritisk tilstand på grund af blødninger i hjernen,« fortæller vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi til BT.

Den midaldrende mand, der 54 år, blev overfaldet omkring klokken 12.30, da han gik på Caroline Amalie Vej i Indre Svendborg lige ved Mariasøstrenes Børnehus.

Pludseligt og tilsyneladende helt umotiveret blev manden slået ned af en 38-årig mand, der også gik på gaden. Den midaldrende mand blev slået bevidstløs og efterladt på fortovet.

»Vi har en lokal mand, der tilsyneladende er ophidset over et eller andet, som han ikke ved hvad er. Han møder så en anden mand på gaden, og så går han - tilsyneladende helt umotiveret - over og slår ham ned,« forklarede Steen Nyland til BT lørdag.

Nogle vidner overværede episoden på afstand og gik efterfølgende over for at hjælpe. Vidnerne ringede til politiet, der kom og fik forklaringer og derefter straks kørte ud i området for at lede efter gerningsmanden.

Ved hjælpe af vidnernes signalement af gerningsmanden, fik politiet hurtigt fat i den formodede gerningsmand, der selv begyndte at tale om episoden. Manden blev lørdag anholdt.

Søndag blev den formodede gerningsmand fremstillet i grundlovsforhør. Her var han sigtet for vold. Den formodede gerningsmand blev ved grundlovsforhøret fængslet frem til den 14. februar.

Vagtchefen kender ikke de nærmere detaljer fra grundlovsforhøret.

Ifølge Fyens.dk, der overværede grundlovsforhøret, blev den 38-årige fængslet i surrugat på psykiatrisk afdeling i Middelfart. Den 38-årige har i forvejen en behandlingsdom, og han er sigtet i tre andre voldssager.

I retten fortalte den 38-årige, at han havde været i byen om fredagen, hvor han havde drukket alkohol samt taget amfetamin.

Da han var stået op søndag var han i dårligt hurmør og irriteret over, at han havde smadret sin lejlighed til nytår. Den 38-årige besluttede at gå en tur, og det var på denne tur, at han pludselig mødte den 54-årige mand, som han ikke kendte.

Angiveligt kom de til at diskutere 'noget dumt', hvilket udløste overfaldet. Ifølge den 38-årige slog han den 54-årige en gang med flad hånd, hvorefter manden faldt omkuld.

Vagtchef Steen Nyland kaldte lørdag sagen meget alvorlig.

»Det er meget alvorligt. Det er fuldstændig meningsløst. Det er umotiveret. Det er vanvittigt«, sagde han til BT.