Tirsdag formiddag påkørte en 22-årig mand afspærringen på Havnegade i Odense, hvor der i øjeblikket er vejarbejde.

Både politi og en ambulance blev tilkaldt – men sagen tog en drejning, da ordensmagten ankom.

»Føreren havde ikke kørekort,« siger vagtchef ved Fyns Politi, Bjarne Tykgaard.

»Vi har mistanke om, at han derudover kørte i narkopåvirket tilstand, så han er blevet anholdt,« tilføjer han.

Føreren kom ikke noget til, men er blevet anholdt for at køre uden gyldigt kørekort. Presse-fotos.dk

Den 22-årige skal nu have foretaget en blodprøve for at fastslå, om han kørte med euforiserende stoffer i blodet.

»Han blev tilset i ambulancen, men var ikke kommet noget til,« fortæller Bjarne Tykgaard.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 09.13.

På grund af vejarbejdet var kun et spor farbart på Havnegade, da den 22-årige kørte galt.

»Bilen blokerede vejbanen, så det skabte visse trafikale problemer,« siger vagtchefen og tilføjer, at oprydningsarbejdet er nu så godt som overstået.