Søndag aften klokken 19.55 kom en 51-årig mand kørende på knallert ad Vestergade i Grindsted.

Selvom han ifølge politiets foreløbige vurdering skulle have holdt tilbage, valgte han at køre over i krydset ved Kvickly, hvor han ramte ind i en bil, der kom fra Vestre Boulevard.

Sammenstødet var så voldsomt, at den 51-årige mand blev fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital.

Han er fortsat i kritisk tilstand, skriver JydskeVestkysten.

Konkluderer politiet, at manden skulle have holdt tilbage, vil han blive sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Men det er ikke nødvendigvis det eneste.

For ifølge Sydøstjyllands Politi er der mistanke om, at den 51-årige mand var påvirket af alkohol.

Han har derfor fået taget en blodprøve, som skal give et endeligt svar.

Bag på mandens knallert sad en 55-årig mand, som fik en mindre skade i hovedet. Han blev kørt med ambulance til sygehuset i Esbjerg.

Bilens fører var en 41-årig kvinde, som ikke kom til skade i forbindelse med ulykken.