Den 21-årige mand, som tirsdag eftermiddag blev stukket ned i Viborg, er i kritisk tilstand.

Kort efter knivstikkeriet, som fandt sted ved Sct. Mathias Centret omkring klokken 17.40, blev den forurettede er kørt til behandling på sygehuset i Skejby.

Her er han fortsat indlagt, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tidligere på aftenen oplyste politikredsen til B.T., at de havde anholdt en gerningsmand.

»Vi har anholdt en mand, som vi formoder er gerningsmanden. Og vi formoder ikke, at der er flere gerningsmænd,« sagde vagtchef Simon Skelkjær.

Der er ifølge pressemeddelelsen tale om en 30-årig mand, som vil blive fremstillet ved et grundlovsforhør i Retten i Viborg onsdag.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at de to mænd kendte hinanden i forvejen, men hvad der gik forud for overfaldet endnu uvist.

Gerningsvåbnet er fundet, og politiet er i gang med afhøringer og tekniske undersøgelser.