En hundeluftning er her til formiddag gået grueligt galt.

Klokken 10.51 indløber til politiet en melding om, at en person er gået gennem isen ved Langager Sø i Odense.

Det fortæller den vagthavende ved Fyens Politi, Peter Vestergaard.

»Vi får at vide af anmelder, at en mand er ude at gå tur med sin hund, da den begynder at løbe ud på isen. I forsøget på at gå efter hunden går han gennem isen, fortæller han.

Den 45-årige mand ryger ind under isen og er livløs, da han bliver reddet op af Beredskab Fyns redningsmandskab.

»De får lavet hjerte-lunge-redning på ham, og de får liv i ham. Men han når at være livløs i fem minutter, og hans kropstemperatur er meget lav,« fortæller vagthavende.

Den 45-årige er nu kørt til behandling på hospitalet, og ifølge vagthavende er han i kritisk tilstand.

De pårørende er underrettet.

Politiet arbejder fortsat ude ved Langager Sø, der er et grusgravsområde med en masse søer. Vagthavende fortæller, at søerne typisk er meget dybe, og at isen derfor kan have svært ved at blive tyk.