Julen er en travl tid for indbrudstyvene, og i Bredsten ved Vejle, ventede tyven ikke engang på, at 44-årig mand i kørestol forlod hjemmet

Juledag fik en voldsom ubehagelig afslutning for en 44-årig mand i kørestol, da han blev udsat for et voldsomt hjemmerøveri. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Hjemmeplejen havde lige været på besøg i hjemmet i Bredsten vest for Vejle, da det omkring kl. 02 igen bankede på døren. Den 44-årige troede, at det var hjemmeplejen, der måske havde glemt et eller andet og derfor åbnede han intetanende døren.

Han blev dog slemt overrasket, for udenfor stod en fremmed mand, der tiltvang sig adgang til lejligheden.

Gerningsmanden truede den 44-årige med en kniv og slap af sted med hans pung med et ukendt beløb i kontanter. Den 44-årige slap dog uskadt fra røveriet.

Gerningsmanden beskrives som dansker 175-180 centimeter høj og iført mørkt tøj med en mørk hætte over hovedet. Sydøstjyllands Politi vil meget gerne høre fra nogen, der evt. kan have set en mand i området omkring Bredsten.