En 49-årig mand er lørdag aften kommet alvorligt til skade i en arbejdsulykke på havnen i Esbjerg.

»Han faldt af en Tug Master (køretøj, som blandt andet kører trailere til og fra skibene i havnen, red.) og slog hovedet ind i metalvæggen på et skib,« siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Bjørn Pedersen.

»Han har slået hovedet kraftigt, men umiddelbart ser det ikke ud til, at han er i livsfare,« tilføjer vagtchefen.

Den 49-årige mand blev i første omgang kørt til Esbjerg Sygehus.

»Men her vurderede lægerne, at manden havde pådraget sig så alvorlige skader, at han skulle overføres til Odense Universitets Hospital,« siger Bjørn Pedersen.

Politiet fik anmeldelsen af arbejdsulykken klokken 17.

Ifølge Bjørn Pedersen er manden ikke faldet særlig langt, men netop fordi han ramte hovedet mod en metalvæg, kom han alvorligt til skade.

»Arbejdstilsynet er blevet underrettet om ulykken,« siger vagtchefen.