Mand i AaB-jakke fik skaller - 21-årig sigtet efter ny lov
Strafskærpende bestemmelse om ulovlig tvang ved store idrætsbegivenheder er netop trådt i kraft.
Strafskærpende bestemmelse om ulovlig tvang ved store idrætsbegivenheder er netop trådt i kraft.
Østjyllands Politi har anholdt en 21-årig mand, som sigtes for et overfald begået natten til søndag.
Ved overfaldet blev en 26-årig mand slået og nikket skaller og frataget en AaB-jakke, oplyser Østjyllands Politi.
Den anholdte fremstilles torsdag i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Her bliver han først og fremmest sigtet for røveri, og anklagemyndigheden vil forsøge at få ham varetægtsfængslet på grundlag af den sigtelse.
Anklagemyndigheden har imidlertid også rejst sigtelse for vold og ulovlig tvang og har i samme forbindelse henvist til en ny strafskærpende bestemmelse i straffeloven, som er trådt i kraft her i foråret.
Bestemmelsen betyder, at en række straffelovsovertrædelser, heriblandt ulovlig tvang, kan straffes hårdere, når de sker i relation til en større idrætsbegivenhed.
Der har i de senere år været flere eksempler på sager, hvor domstolene har afvist at dømme efter straffelovens røveribestemmelse i sager, hvor folk er blevet frataget fodboldfantrøjer.
Domstolene har vurderet, at gerningsmændene ikke har gjort det for at berige sig, men at det er sket på grund af et modsætningsforhold rettet mod fans af andre klubber.
Godt nok var der ingen idrætsbegivenheder på Lille Torv i Aarhus klokken 02.50 natten til søndag, men Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at bestemmelsen er taget i anvendelse på grund af jakken med logo fra Aalborg-fodboldklubben AaB.
Sagen har ifølge Østjyllands Politi ingen forbindelse til den fodboldkamp, som Aarhus-klubben AGF deltog i søndag aften. Her tabte AGF 2-1 til FC Midtjylland. Den kamp blev imidlertid spillet i Herning.
Østjyllands Politi oplyser, at anklagemyndigheden anmoder retten om at holde grundlovsforhøret for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.
Politiet leder fortsat efter to formodede medgerningsmænd, og på nuværende tidspunkt ønsker politiet ikke, at de får kendskab til de oplysninger, der vil komme frem i retten.
Den 21-årige mand blev anholdt onsdag aften klokken 19.05.
Det skete på en adresse i Tranbjerg ved Aarhus, hvor betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje dukkede op i forbindelse med efterforskningen af overfaldet.
/ritzau/