Retssystemet har tirsdag behandlet endnu sag om massevis af sorte penge. En mand har i Københavns Byret indrømmet at have håndteret cirka 74 millioner kroner.

Straffen for hvidvask er blevet fastsat til ubetinget fængsel i tre år. Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Sagen mod den 27-årige mand indgår i et kompleks, som efterforskerne i politiet har døbt Operation Ozark.

Han vidste, at de mange millioner stammede fra lovovertrædelser, og dermed er der tale om hvidvask.

Det var midt i august, at betjente tog ud for at anholde den 27-årige, der siden har siddet varetægtsfængslet.

Efter tilståelsen tirsdag har dommeren bestemt, at han skal blive bag tremmer, indtil afsoningen kan komme i gang. Denne afgørelse har han kæret til landsretten, oplyser Københavns Politi.

Ved anholdelsen oplyste politiet, at den 27-årige blev anset for at være en slags bagmand i forbindelse med flere stråmandsselskaber, som pengene blev sendt igennem.

I samme kompleks er der afsagt flere andre domme. Blandt dem er en afgørelse fra 3. august, hvor den 45-årige Hassan Ahmed blev idømt fængsel i fem år for hvidvask af 130 millioner kroner.

En håndfuld andre sager venter fortsat på at blive afgjort.

/ritzau/