Det begyndte med en anmeldelse om en brand i Tjæreborg, men udviklede sig til en sag om politivold og en bevidstløs arresteret mand.

Torsdag aften blev politiet alarmeret om en brand i en kontorbygning og rykkede ud til den sydvestjyske by.

Da den første patrulje ankom, blev den ene af betjentene overfaldet på stedet og slået bevidstløs af en 29-årig polsk mand.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Da gerningsmanden efterfølgende blev anholdt, mistede han selv bevidstheden. Betjente på stedet ydede førstehjælp, og den 29-årige blev bragt til hospitalet med ambulance.

Det er uvist, hvorfor manden mistede bevidstheden. Men ifølge foreløbige undersøgelser var han kraftigt påvirket af narkotika.

Hans tilstand betegnes fredag eftermiddag som kritisk.

Politibetjenten, der blev overfaldet, har fået en hjernerystelse.

Da arrestanten mistede bevidstheden i politiets varetægt, har Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) indledt en efterforskning af sagen.

Det er uvist, hvorfor betjenten blev overfaldet.

Anklagemyndigheden skal i løbet af fredagen tage stilling til, om den 29-årige polske mand skal fremstilles i grundlovsforhør.