Det kunne være endt gruelig galt, da en mand sidst i 20'erne torsdag aften kørte i en traktor frontalt mod en bil, hvor hans 43-årige ekskæreste sad i.

Torsdag aften udspillede der sig et drama i den midtsjællandske by Kirke-Hyllinge, da en 43-årig kvinde skulle hente en række genstande på sin tidligere bopæl sammen med en 35-årig mand. Da de to ankom til stedet, blev de mødt af kvindens ekskæreste, der er sidst i 20'erne.

Og det var tilsyneladende ikke et glædeligt gensyn.

Ekskæresten, der sad i en traktor, valgte nemlig at køre frontalt mod den bil, som den 43-årige kvinde og den 35-årige mand sad i. Kvinden nåede ifølge Midt- og Vestsjællands Politi at springe ud af bilen, inden traktoren ramte, mens manden endnu sad i bilen, da traktoren til sidst påkørte den.

Traktoren kørte delvist over bilens front, der blev beskadiget som følge af sammenstødet. Nogle flyttefolk, der var til stede, måtte desuden undvige for at undgå traktoren. Efterfølgende forsvandt ekskæresten fra stedet, inden politiet ankom. Han er endnu ikke anholdt.

»Ud fra de forklaringer, vi har fået, så var det ikke et tilfælde, at han kørte ind i dem. Det klogeste, han kan gøre nu, er, at han kontakter os, så han kan komme ind til afhøring,« siger kommunikationskonsulent hos Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen.

Han oplyser videre, at politiet kender til mandens identitet, og at han kan se frem til en sigtelse.

Ingen personer kom til skade under sammenstødet.