Torsdag aften er en mand fundet død på Langeland.

Han blev fundet i vandkanten ved Bagenkop på den sydlige del af øen.

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Sten Nyland, til B.T.

»Vi får en anmeldelse klokken 17.07 om, at der ligger en livsløs person ved vandkanten i Bagenkop. Nedenfor en skrænt ved kysten.«

»Der blev slået alarm og der kom både hjerteløbere, sendt politi, redning og ambulance,« oplyser vagtchefen.

Ved redningsaktionen blev redningspersonalet udfordret på grund af tidevandet.

»Vandet begyndte at stige, så vi blev lidt pressede,« forklarer Sten Nyland

Det lykkedes dog at få manden op fra vandet og skrænten. Men hvem han er, ved man endnu ikke.

»På nuværende tidspunkt har vi ingen idé om, hvem personen er, eller hvor længe han har ligget i vandet.«

Ligesom politiet heller ikke ved, om der har været tale om en forbrydelse eller ulykke.

»Nu forestår der noget arbejde for at afklare, hvordan det er sket,« lydet det fra Fyns Politi.