En 29-årig mand blev natten til lørdag fundet på Borgmester Madsens Gade i Vejle med svære læsioner. Han afgik senere ved døden på hospitalet.

Det fortæller Jeppe Thranum, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

- Vi arbejder med en tese om, at det formentlig er en ulykke, siger han.

Manden blev fundet med store mængder blod omkring sig, og derfor mistænkte politiet, at han kunne have været stukket med en kniv.

- Det afviser vi helt nu, siger Jeppe Thranum.

Politiet er allerede gået i gang med at ransage mandens hjem samt afhøre vidner, der var sammen med den afdøde, da ulykken skulle være sket.

- Vidnerne forklarer, at manden skar sig på noget glas i et ødelagt vindue, fortæller vagtchefen.

Politiet har fundet det ødelagte vindue, men vil ikke kommentere, hvordan det er blevet ødelagt.

Dog fastholder det, at man ikke mistænker nogen kriminel handling.

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen om den svært kvæstede mand klokken 00.57. Politiet har foreløbig ikke yderligere kommentarer til sagen.

/ritzau/