En livløs, påklædt person uden identifikationspapirer blev søndag formiddag fundet i vandkanten på sydsiden af Lolland.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er nu gået i gang med at forsøge at fastslå, hvem den dødfundne er.

»Vi fik kl. 09.52 melding om, at en forbipasserende havde fundet en livløs person i vandkanten bag diget ved Hummingen Camping vest for Rødby,« oplyser vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Da vi kommer derned sammen med ambulancen, bliver den fundne person erklæret død. Der er tale om en mand, men vi ved ikke, hvem han er. Han var påklædt, men havde ingen identitetspapirer på sig.«

»Det er muligt, at han har ligget i vandet i et stykke tid, men vi tør ikke umiddelbart gætte på, hvor længe der har været tale om, for det var svært at vurdere på stedet,« siger vagtchefen.

»Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på noget mistænkeligt i forbindelse med hans død, men nu vil der blive afholdt et ligsyn en af de nærmeste dage med embedslæge og politifolk. Så må vi se, om man ikke finder en dødsårsag - ellers kan der blive tale om en obduktion,« tilføjer vagtchefen.

I håbet om at kunne fastslå den dødfundnes identitet forsøger politiet i første omgang at forhøre sig lidt i lokalområdet, ligesom man vil undersøge, om den dødes udseende og alder kunne passe på nogle af de oplysninger om savnede personer, som politiet ligger inde med.