En 61-årig mand blev torsdag fundet livløs i Maribosøerne på Lolland.

Ifølge politiet havde han været ude at motionere, da han tilsyneladende endte i vandet.

Det skriver Folketidende.

»Vi har fundet hans cykel ikke så langt fra, hvor han blev fundet. Så det passer med, at hvis han er faldet i der, så har strømmen trukket ham op til, hvor vi har fundet ham,« siger vagtchef Kim Skov fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til avisen.

Det er endnu uvist, hvad der præcist gik forud for ulykken, men politiet har ikke fundet noget mistænkeligt.

Maribosøerne udgør et af Danmarks største ferskvandssystemer og er kendt for sine mange øer og sit rige fugleliv.

Politiet var på stedet omkring klokken 14.30, og ved 17-tiden var arbejdet afsluttet.

De pårørende er underrettet.