En 73-årig mand er fundet livløs i sin bil uden for Lemvig i Vestjylland.

Da redningspersonale ankom til stedet, forsøgte man at genoplive ham. 

Men uden held, skriver TV Midtvest.

»Han har formentlig fået et ildebefindende, mens han kørte, og så er han ved lav hastighed kørt ind i et træ på den anden side af vejen,« siger David Dyrmose, politikommissær ved Holstebro lokalpoliti, til mediet.

Ulykken skete onsdag lige før middag.

Nærmere bestemt gik det galt på Børringvej ved Fabjerg.