En 26-årig mand er onsdag af Retten på Frederiksberg blevet frifundet for en anklage om at have billiget terror.

Det oplyser mandens advokat, Erbil Kaya, til Ritzau.

Manden var tiltalt for at have billiget terror i forbindelse med en kommentar, som han skrev på Facebook til Ekstra Bladet-artiklen "Israel angrebet med missiler".

Artiklen omhandlede Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023, hvor omkring 1250 civile mistede livet, mens 250 blev taget som gidsler.

Den 26-åriges kommentar er i anklageskriftet oversat til "Oh Palæstina Gud er stor", og derefter var der indsat fire hjerte-emojier. Det fremgår af anklageskriftet, at anklagemyndigheden vurderede, at den ytring var en udtrykkelig billigelse af terror.

Men byretten vurderede det anderledes. Ifølge forsvareren fandt retten, at den 26-årige ikke kendte til omfanget af angrebet, da han skrev beskeden på Facebook omkring klokken 14.39 den 7. oktober 2023.

Sagen er blot den seneste i en lang række af straffesager om billigelse af terror, der er blevet rejst efter angrebet for to et halvt år siden.

Ytringerne er i mange - hvis ikke alle - tilfælde fremsat i kommentartråden på Facebook til den pågældende artikel fra Ekstra Bladet.

Eksempelvis var en kvinde tiltalt for at have billiget terror med et enkelt ord - "fryd". Men hun vidste ikke, nøjagtig hvad artiklen fra Ekstra Bladet handlede om, og derfor blev kvinden frifundet af Retten i Roskilde i januar sidste år.

Tidligere samme uge var en kvinde fra Odense blevet frifundet for terrorbilligelse. Hun havde skrevet "Ingen ord kan beskrive, hvor smukt det var at stå op til den nyhed", men kvinden vidste ikke, at Hamas stod bag angrebet, og derfor blev hun frikendt.

/ritzau/