En køretur lørdag aften sluttede nok lidt anderledes for en 22-årig mand fra Tureby, end han havde forventet.

På Herfølge Station blev manden nemlig frarøvet sin bil. Røveriet skete omkring klokken 23.30, da den unge mand holdt i sin bil og ventede på p-pladsen foran stationen.

Pludselige kom en mand bevæbnet med en trækølle hen og bankede på bilens rude. Manden truede derefter den unge mand med tæv med køllen, hvis ikke han udleverede bil og nøgler, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Den 22-årige steg ud af bilen, hvorefter røveren stak af i den sølvgrå Fiat Panda. Røveren kørte ad Vordingborgvej mod syd.

Røveren beskrives som en mand på mellem 18-21 år og mellem 175 og 180 cm høj. Han var slank af bygning, talte dansk uden accent og var iført et sort tørklæde med hvide små detaljer for ansigtet og sort hættetrøje.

Den stjålne bil er endnu ikke fundet, og politiet vil gerne i kontakt med vidner, der har oplysninger i sagen.