Fyns Politi har nu fået identificeret den person, der omkom i branden på Græskæmnervej 17 i Svendborg onsdag formiddag.

Der er tale om en 60-årig mand, der boede i huset. Hans pårørende er blevet underrettet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Politiet vil nu efterforske, om branden, som startede med en eksplosion, var en ulykkelig hændelse, eller om der ligger en kriminel handling bag.

Man formoder for nuværende, at der blev anvendt en form for sprængstof til eksplosionen.

Udbrændt hus på Græskæmnervej 17 i Svendborg.
Udbrændt hus på Græskæmnervej 17 i Svendborg. Foto: Michael Bager
Vis mere

Sprængstofeksperter undersøger nu dette nærmere.

Samtidig har man udelukket, at gas fra et nærliggende gasanlæg kan have været årsag til eksplosionen, som sendte et voldsomt brag igennem nabolaget.

»Det lød som en gigantisk eksplosion. Vi var omtrent 200 meter derfra, da der lød et helt vanvittigt stort brag,« fortalte B.T.s mand i området umiddelbart efter hændelsen.

Efter eksplosionen brød huset på adressen i brand, og i fem timer kæmpede beredskabet mod flammerne.

Beredskabet og sprængstofeksperter til stede i Svendborg onsdag den 29. juli 2020.
Beredskabet og sprængstofeksperter til stede i Svendborg onsdag den 29. juli 2020. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

I mellemtiden evakuerede politiet områdets beboere i en radius af 100 meter. Folk fik at vide, at de skulle søge tilflugt hos venner og bekendte, mens arbejdet stod på.

For dem, der ikke havde den mulighed, blev der oprettet et evakueringscenter.

Foruden den 60-årige mand, som altså er gået bort, kom en anden person lettere til skade i forbindelse med branden.

Fyns Politi har for nuværende ikke yderligere oplysninger om sagen.