En livløs mand i 40'erne blev lørdag aften reddet op ad et havnebassin i Nyborg. Manden har siden været indlagt i livsfare på intensiv på Odense Universitetshospital.

Status søndag aften er, at manden fortsat er i livsfare.

Det fortæller vagthavende ved Fyns Politi til B.T.

»Der er fortsat ikke noget nyt. Manden er stadig i kritisk tilstand og i livsfare,« siger vagtchefen.

Han tilføjer desuden, at man ikke har kunne finde frem til nogle pårørende til manden.

Han har ingen børn, og forældrene lever ikke mere.

Manden måtte genoplives på stedet lørdag aften. Tilfældigvis var der en ambulance få hundrede meter derfra, da den var ved at tanke benzin.

Politiet ved ikke, hvordan ulykken skete eller hvor længe, manden har ligget livløs i vandet.

Vagtchefen fortæller, at man ikke har mistanke om, at der er sket noget kriminelt i sagen.

Den livløse mand blev fundet i den tidligere Knudshoved færgehavn lidt udenfor Nyborg, hvor to fritidsdykkere fik hevet manden op på land.