51-årige Leif Werner Larsen blev angrebet med en økse og hugget i panden og på hånden, da han ville forsvare sig selv og sin hustru på sin ejendom. Nu står han til to et halvt års fængsel.

Leif Werners advokat, Martin Andersen, er på ingen måde tilfreds med rettens beslutning, som han mener er »møghamrende uretfærdig,« skriver Folketidende.dk.

Leif Werner Larsen er dømt for at besidde og affyre et våben uden tilladelse, hvilket som minimum giver to års fængsel ifølge straffelovens § 192 a. Han er yderligere dømt for trusler, som har givet ham et halvt års fængsel.

»Selv om han havde haft tilladelse til våbenet, var han stadig blevet dømt for trusler, fordi han skød op i luften. Men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, og jeg er meget uenig i rettens afgørelse om, at det lå ud over nødværge,« siger Martin Andersen til B.T.

Den voldsomme episode fandt sted i april sidste år, da den dengang 45-årige Kim Kenneth Rimfort slog terrassedøren i stykker på Leif Werner Larsens hus på Husbyvej i Dannemare.

Leif Werner Larsen fik hustruen til at ringe til politiet inde fra soveværelset, mens han selv hentede sin salonriffel, som han havde brugt til at skyde skadedyr med.

Han gik ud af hoveddøren og affyrede et advarselsskud op i luften, hvorefter Kim Rimfort, upåvirket af advarslen, angreb Leif Werner Larsen med øksen, inden han forlod ejendommen.

Angrebet var så alvorligt, at Leif Werner Larsens kone troede, han skulle dø, mens hun sad med sin blødende mand i armene og ventede på ambulancen.

Han blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor han i løbet af de dage, han var indlagt, var i livsfare, og han har fået varige men.

Leif Werner Larsens skader var heller ikke at tage fejl af, da han mødte op i landsretten i Slotsgade i Nykøbing med et langt ar hen over panden, som vil være en del af hans ansigt resten af hans liv.

Leif Werner Larsen og hans hustru har valgt at flytte fra landsdelen af frygt for den 45-årige, når han bliver løsladt. De kan heller ikke længere have besøg af deres børnebørn, da forældrene frygter for deres sikkerhed.

Kim Rimfort blev idømt to års ubetinget fængsel for overfaldet, som af retten ikke blev vurderet som et mordforsøg, hvilket betyder, at Kim Rimfort faktisk har fået en lavere straf end sit offer.

Leif Werner Larsen fik to et halvt års fængsel, hvoraf et halvt år er ubetinget og derfor skal afsones. Dog er Martin Andersen sikker på, at straffen kommer til at blive udmålt med en fodlænke i stedet for fængselsstraf.