Det gik voldsomt for sig, da to mænd skabte uro i en Netto-butik for godt og vel en måned siden.

I Netto i Rønne provokerede de to mænd en kunde, som de kastede mælk og energidrik efter.

Ham, de havde til hensigt at ramme, blev dog ikke ramt. Det gjorde i stedet en fjerde mand, som også stod ved kassen – og ham vil politiet gerne tale med.

Det oplyser Bornholms Politi i en pressemeddelelse fredag.

»Det er ikke så tit, at vi står i en sag, hvor vi må efterlyse den forurettede part, men det gør vi denne gang. Selvom manden måske ikke føler, at han er kommet til skade eller lignende, så er der tale om et voldeligt overfald, og derfor har vi også brug for at høre hans version af sagen. 

»Manden kan muligvis også være berettiget til at modtage erstatning, så af flere årsager vil vi meget gerne i kontakt med ham,« siger vicepolitiinspektør Allan Bredahl.

Den efterlyste forurettede vurderes ud fra overvågning til at være mellem 25 og 35 år. Hændelsen skete 19. januar omkring klokken 20.30.

Gerningsmændene er blevet fundet, og de er sigtet for vold.

»Vi har god overvågning fra stedet, og vi har også fundet og sigtet de to gerningsmænd, så sagen kommer til at køre under alle omstændigheder, men vi vil meget gerne have belyst sagen fra alle sider,« siger Allan Bredahl til slut.

Er du den forurettede – eller ved du hvem det er – så kontakt Bornholms Politi på telefon 114.