Mandag formiddag kørte en mand ud over en skrænt i et soloulykke på Klampenborgvej nord for Jægersborg i Nordsjælland.

Bilen endte på taget, og den 78-årige fører var fastklemt efter ulykken.

Heldigvis ser det ikke ud til, at manden kom noget alvorligt til.

»Han blev tilset i ambulancen på ulykkesstedet,« siger pressekonsulent ved Nordsjællands Politi Henriette Døssing.

Hun ved ikke, hvilke skader manden pådrog sig, men de var ikke så alvorlige, at han måtte køres til behandling på hospitalet.

Ulykken skete mandag formiddag ved 11-tiden.

Klampenborgvej var kortvarigt spærret, mens der blev ryddet op efter ulykken.

Nordsjællands Politi ved endnu ikke, hvorfor den 78-årige, der er svensker, mistede herredømmet over sin bil.