En 21-årig kvinde blev torsdag udsat for en blotter i en bybus i det centrale Aarhus.

Kvinden var steget på bussen ved Banegårdspladsen sammen med veninde. De skulle mod Skejbyparken i den nordlige del af byen og opdagede, at der sad en mand i nærheden og kiggede på dem, mens han onanerede. Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport, hvor man samtidig efterlyser manden.

De to kvinder stod af bussen ved Skejbygårdsvej, hvor han også stod af, og ifølge den 21-årige blev han stående noget tid og kiggede efter dem, mens de skyndte sig hjem.

Manden beskrives som dansk af udseende, omkring 60 år gammel, ca. 180 cm. høj, langt gråt hår, formentlig i en hestehale, iført slidt tøj - heriblandt en rød/blå jakke med lynlås, blå cowboybukser og muligvis vandrestøvler.

Manden vil formentlig blive sigtet for blufærdighedskrænkelse, hvilket kan give bøde eller fængsel i op til 2 år.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra borgere, der kan bidrage til opklaringen af sagen. Politiet kan kontaktes via telefon 114.