En 57-årig mand fra Nordjylland fik sig ufrivilligt en kold overraskelse, da han lørdag aften ville springe i land fra en båd i Ålbæk Havn.

På den glatte bådebro mistede han fodfæstet og faldt i vandet, der kun var få grader over frysepunktet.

En anden mand på havnen så det ske og fik fat i manden i vandet. Det var dog i første omgang ikke muligt for hjælperen at få den 57-årige trukket op på land.

»Vi fik anmeldelsen kl. 19.25, og ret hurtigt fik vi sendt en patrulje derop, som var fremme på 10-15 minutter. I mellemtiden fandt vi med hjælp fra vores skærmsystemer frem til nogen, der boede lige i nærheden, og bad dem om at gå derned for at hjælpe til. Manden, som i første omgang havde fået fat i ham, kunne nemlig ikke få ham op alene,« oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi til B.T.

»De kom så flere til og fik ham trukket hen til et sted, hvor det var nemmere at få ham trukket op. Han havde været på vej fra en båd til bådebroen, hvor han så falder eller glider, så han falder i vandet. Det kunne sagtens være gået helt galt, hvis der ikke var andre til stede, for vandet var møgkoldt for nu at sige det på godt nordjysk,« tilføjer vagtchefen.

Den 57-årige mand bor lige i nærheden af havnen og blev afleveret der for at få tørt tøj på, efter at han var blevet tilset i den tilkaldte ambulance. Der var ikke behov for at køre ham til en skadestue.