Mand faldt i døden fra altan


En mand i midten af 40'erne styrtede torsdag aften i døden fra en altan i et beboelsesområde i Korsør.
Ulykken skete i området Fasanhaven i den vestsjællandske by omkring klokken 20.30, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til B.T.
Her hørte en beboere en mærkelig lyd og slog alarm, da det viste sig, at der lå en livløs mand på jorden foran boligblokken.
Manden var faldet fra altanen på sin lejlighed på 2. sal og ned på fliserne foran ejendommen.
Politi og redningsmandskab rykkede massivt ud med to ambulancer og en ambulancehelikopter.
Desværre stod mandens liv ikke til at redde.
Han blev få timer senere erklæret død på sygehuset.
Politikommissær fra lokalpolitiet i Slagelse, Peter Skriver, siger til B.T., at politiet stadig efterforsker sagen.
På nuværende tidspunkt er der dog ikke noget, der tyder på, at der er sket noget kriminelt.
»Vi efterforsker sagen, men alt, hvad vi foreløbig har, tyder på, at der er tale om en ulykke,« siger han.
Politiet mangler stadig at foretage enkelte afhøringer og et ligsyn, før sagen kan afsluttes.
De pårørende er underrettet.