En 37-årig mand har tirsdag nægtet sig skyldig i at have begået et drabsforsøg i forbindelse med en sprængning i et privat hjem i Vorre, der ligger nær Skødstrup.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Manden, der blev anholdt mandag, er blevet fængslet i fire uger efter et grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

- Østjyllands Politi har en formodning om, at det er en uoverensstemmelse mellem nogle personer i det kriminelle miljø, der ligger til grund for episoden, lød det i en pressemeddelelse, Østjyllands Politi udsendte tirsdag formiddag.

Der formodes at være medgerningsmænd på fri fod.

En familie var til stede i huset, men ingen kom noget til, da sprængningen skete 15. september.

Dog vurderer politiet, at gerningsmændene bag sprængningen var klar over, at sprængningen kunne have kostet beboerne livet.

Der skete desuden større materiel skade.

Manden er ud over drabsforsøg sigtet for at have brugt eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder.

Hvilken slags sprængning der var tale om, er ikke afklaret.

Det var civilklædte betjente, der mandag eftermiddag anholdt manden, da han holdt for rødt i et lyskryds på Paludan-Müllers Vej i Aarhus.

Den 37-årige blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus tirsdag klokken 11.30.

Da Østjyllands Politi informerede offentligheden om hændelsen i midten af september, blev det oplyst, at det tydede på, at nogen havde kastet noget eksplosivt ind gennem vinduet til den private bolig.

En beboer i huset anmeldte hændelsen klokken 04.54 den 15. september.

Tirsdagens grundlovsforhør fandt sted bag lukkede døre, så det er ikke kommet frem, hvad den sigtede eventuelt har forklaret.

Han er desuden blevet beskyttet af et navneforbud, der gør det forbudt at videregive oplysninger, der vil kunne identificere ham.

RITZAU