Ifølge politiet kørte en mand rundt på cykel og krænkede blufærdigheden hos flere piger. Nu er han fængslet.

København. En 32-årig mand er i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg blevet varetægtsfængslet i foreløbig otte dage.

Han mistænkes for at have krænket mindst seks piger flere steder i København og på Frederiksberg i løbet af onsdagen.

- Der er tale om en mand, der har kørt rundt på en lånecykel og har krænket piger helt ned til syv år, har Kenneth Jensen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi, tidligere fortalt.

Også en 13-årig pige er blevet krænket, mens fire andre og lidt ældre piger også er blevet forulempet.

- Vi har i øjeblikket seks faktuelle forhold på ham, men jeg vil ikke afvise, at andre også kan være forulempet, sagde Kenneth Jensen natten til torsdag.

Gerningsmanden har blandt andet befølt pigerne i skridtet og på brysterne uden på deres tøj.

Sent onsdag eftermiddag fandt politiet frem til den formodede gerningsmand i Frederiksberg Have, hvor han blev anholdt.

Den 32-årige mistænkte er ifølge efterforskningslederen kendt af politiet for tilsvarende krænkelser.

/ritzau/