Mand fængslet for drabsforsøg med skruetrækker på 30 centimeter
En 31-årig mand forsøgte ifølge politiet at dræbe en anden mand med en skruetrækker i starten af september.

En 31-årig mand forsøgte ifølge politiet at dræbe en anden mand med en skruetrækker i starten af september.

En 31-årig mand, der er mistænkt for drabsforsøg i en kolonihave i Odense, er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det har en dommer ved Retten i Odense afgjort, oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.
Ifølge sigtelsen, som Fyens Stiftstidende refererer, stak den 31-årige mand en 44-årig mand med en 30 centimeter lang skruetrækker flere steder på kroppen - blandt andet i halsen.
Han blev ifølge sigtelsen, der blev læst op ved et grundlovsforhør, også ramt i venstre side af overkroppen ved armhulen.
Overfaldet fandt sted 2. september i Biskorup Havekoloni, der ligger i det nordøstlige Odense.
Den 31-årige mand nægter sig skyldig i drabsforsøg, men meldte sig på politigården i Odense onsdag formiddag.
- Han vidste godt, at vi ledte efter ham, og at vi har ledt efter ham i et stykke tid. Og derfor mødte han selv op på politigården med sin advokat i dag, siger specialanklager Daniel Dokkedahl til Fyens Stiftstidende.
Han har kæret afgørelsen om varetægtsfængsling til landsretten.
Dørene ved grundlovsforhøret blev lukket efter anmodning fra anklagemyndigheden, skriver Fyens Stiftstidende.
Derfor har offentligheden ikke fået indsigt i, hvad den 31-årige mand eventuelt har forklaret.
Det er derfor også uvist, hvilken relation der er mellem manden og det 44-årige offer.
Politiet fik anmeldelsen om overfaldet kort efter klokken 21.00 den 2. september.
Det 44-årige offer blev efter overfaldet bragt til hospitalet, hvor han blev behandlet for sine skader. Han blev samme aften udskrevet fra hospitalet.
RITZAU