En mand indsølet i blod og med et gennemblødt viskestykke om hovedet kiggede ud gennem et vindue, da redningsfolk onsdag aften ankom med fuld udrykning til en adresse sydvest for Odense.

På flisegangen op til huset var der blodstænk, ligesom der var blod foran hoveddøren.

Manden i vinduet signalerede, at hoveddøren ikke virkede, og at redningsfolkene skulle gå om til en indgang på den anden side af huset.

Indenfor var gulvet blodigt, og manden blev sat ned og fik livreddende førstehjælp. Han havde knivstik i hovedet, på højre arm, i lysken og i brystet, og han var både påvirket af situationen og euforiserende stoffer.

Det fremgik af rapporter, der fredag blev læst op under et grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvor en mand er sigtet for forsøg på manddrab.

Den sigtede erkendte at have stukket en mand, som han indtil onsdag boede hos, men nægtede at det skulle have været forsøg på manddrab.

Under grundlovsforhøret blev det dokumenteret, hvordan der ikke bare udenfor offerets hjem, men også inden i huset var spor efter et voldsomt knivoverfald.

Både i køkkenalrummet og i badeværelset var der blod på gulvet og i håndvasken, i entreen var der fodaftryk i blod på gulvet, og på en taburet lå der en Global-kniv i et klæde med indtørret blod.

På soveværelsesdøren, som var sparket eller trykket ind, var der udtværede blodpletter, og inde i soveværelset var der blod på gulvet og i sengen.

Offeret blev straks efter ambulancens ankomst kørt til Odense Universitetshospital, hvor man kunne konstatere, at han var uden for livsfare.

Til gengæld var knivstikket i hans lyske mindst ti centimeter dybt og kun to millimeter fra hovedpulsåren, mens knivstikket i hans bryst var blevet stoppet af brystbenet, som havde fået en skade.

Han havde med andre ord været mere end almindelig heldig at slippe med livet i behold.

Ifølge offerets forklaring, som blev læst op i retten, skete knivoverfaldet, efter de to mænd havde haft en uoverensstemmelse om den sigtedes hund.

Den sigtede boede hos offeret, og ifølge offeret var hunden meget alene.

Efter uoverensstemmelsen gik offeret efter eget udsagn i seng, og pludselig kom den sigtede ind med en kokkekniv med en bladlængde på 15-20 centimeter i hver hånd.

Herefter fulgte ifølge offeret et voldsomt forløb, som blandt andet indebar, at den sigtede sparkede offerets soveværelsesdør ind, og stak ham i siden, inden han nåede at flygte ud af hoveddøren.

Offeret forklarede til politiet, at han nåede at blive stukket flere gange, inden han kom ud af huset og hen til naboerne.

Siden kom han tilbage i huset, mens den sigtede var udenfor.

Under grundlovsforhøret fredag advarede anklageren om stæke billeder, inden offerets skader blev gennemgået. Undervejs skjulte den sigtede sit ansigt i et tæppe, som han havde om sig.

Han sagde, at han var lettet over, at offeret var overlevet, og at han ikke havde ønsket at dræbe.

Efter grundlovsforhøret blev den sigtede, som tidligere er straffet for røveri og vold i gentagelsestilfælde, varetægtsfængslet indtil 8. april.

Han modsagde sig ikke varetægtsfængslingen.