Mand får seks års fængsel for våbenlager med ti pistoler
Mand dømmes for at have besiddet flere pistoler i Ringsted. Det bliver af retten anset som et våbenlager.

Mand dømmes for at have besiddet flere pistoler i Ringsted. Det bliver af retten anset som et våbenlager.

I oktober 2024 fandt politiet adskillige pistoler under en ransagning af en bolig på Køgevej i Ringsted.
En 21-årig mand er onsdag ved Retten i Roskilde blevet idømt seks års fængsel for besiddelse af våbnene, der af retten karakteriseres som et våbenlager.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Manden ved navn Christian Tømmerby Nielsen har anket dommen til landsretten.
I boligen var der opbevaret syv gas- og signalpistoler, hvor den ene var lavet om, så den fungerede som en rigtig pistol, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet fandt også tre andre pistoler af forskellige kalibre, hvoraf to var funktionsdygtige, samt ammunition.
Den 21-årige mand er desuden blevet dømt for sammen med en 20-årig kvinde at have besiddet en pistol, som blev opbevaret i en rygsæk og fundet i et skovbryn i nærheden af boligen på Køgevej. Det fund blev gjort i december 2024.
Den 21-årige mand er også blevet dømt for besiddelse af 53,85 gram hash, der blev fundet i samme rygsæk. Ifølge retten havde han delvist til hensigt at videresælge det.
Den 20-årige kvinde, der er beskyttet af navneforbud, blev onsdag idømt to år og tre måneders fængsel, hvoraf seks måneder skal afsones.
Hun overvejer, om hun vil anke dommen.
To mænd på henholdsvis 45 og 65 år er tidligere blevet dømt i sagen om våbenlageret på Køgevej.
I oktober 2025 blev den 45-årige mand idømt tre år og ni måneders fængsel for våbenbesiddelse. Den 65-årige fik en behandlingsdom for besiddelse af en pistol og amfetamin.
Retten lagde i dommen mod den 45-årige mand vægt på, at våbenlageret havde tråde til rockermiljøet. Manden forklarede i retten, at han var blevet presset til at opbevare pistolerne.
Det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse onsdag, hvilken relation den 21-årige skulle have til de to dømte mænd, eller om han har en forbindelse til rockermiljøet.
Straffen for besiddelse af flere skydevåben eller sprængstoffer blev skærpet i sommeren 2024 i forbindelse med en ny bandepakke.
Her blev strafferammen fordoblet, så der kan gives indtil 16 års fængsel, hvis retten vurderer, at der er tale om et våbenlager.
/ritzau/