Lige nu bliver to mænd afhørt i retten i Nykøbng Falster i sagen om de to drab i Ruds Vedby og Vemmelev.

En 42-årig mand har erkendt sig skyldig i begge drab og brandstiftelse.

En 34-årig mand er også sigtet i sagen, men han nægter sig skyldig.

Det skriver TV 2 ØST.

De to dødsbrande i Ruds Vedby og Vemmelev har trukket overskrifter den seneste uge, efter politiet indikerede, at det kunne være den eller de samme, der havde stået bag alle drabene.

Det første drab fandt sted i Odsherred den 14. februar, men det er de to mænd ved dagens grundlovsforhør ikke sigtet for.

Det er de til gengæld for en dødsbrand i et hus i Ruds Vedby den 21. april.

Huset brændte, men beboeren, 68-årige Kiehn Georg Andersen, var ikke på adressen, og politiet igangsatte efterfølgende en stor eftersøgning med droner, dykkere og hunde.

Fem dage senere fandt de Kiehn Georg Andersen i en grusgrav 10 kilometer fra hjemmet i Ruds Vedby. Også her kunne politiet konstatere, at der var tale om drab.

Den 16. juni blev politi og brandvæsen så kaldt ud til et brændende hus i Vemmelev. Kort efter fandt de en 80-årig mand død i stuehuset.

Lighederne mellem de tre drab skulle eftersigende være, at der i alle tre tilfælde er tale om ældre mænd, at de alle tre ifølge politiet blev dræbt, før deres huse blev sat i brand, og at det forlyder, at de alle på den ene eller anden måde samlede på noget værdifuldt, bl.a. møntsamling og reservedele fra veteranbiler.